I går var vi ude på en special skole. Vi er delt op 2 og 2, så Sheila og jeg skulle ud til dis. 2, hvor vi skulle besøge en institution med udviklingshæmmede, børn med down syndrom og autisme.

Vi dukker op klokken 8, efter at have kørt i taxa i noget der ligner en time. Vi bliver mødt af Mrs. Van, som også er involveret i  engelsk klubben, selvom hun er lærer. Vi bliver ført ind på et stue, hvor vi sidder med 10 andre personer, som har relation til denne skole. Det hele er lidt forvirrende for os, men vietnameserne ser ud som om at alt er som det skal være, og vi sidder bare og glor lidt i en halv time, hvorefter vi bliver skilt ad, Sheila og jeg. Dette var IKKE aftalen.

Jeg bliver smidt op bag på en motorbike, for jeg skal med Mr. Vu ud og se fodbold.

Det ser jeg så på i halvanden time, og Mr. Vu kan IKKE engelsk, eller det han kan er MEGET MEGET sparsomt. Noget i stil med “My name is…” “I come from…” osv. You get the drill. Så jeg kunne intet få at vide, omkring deres tanker bag denne aktivitet med de handicappede børn.

Bagefter kørte vi tilbage på skolen, og så sad jeg alene i Mr. Vus klasse med 10 børn, og han forsvandt. Børnene sad bare og legede for dem selv, og jeg sad og undrede mig over hvad det egentlig er vi skal her.

Så gik jeg over til Sheila, som også sad i en klasse, og vi fulgtes ned til hvor børnene skulle have mad. Derefter kunne vi gå hjem.

Det var den mærkeligste dag, og jeg forstår SLET ikke hvad meningen er. De kunne ikke engelsk, og Mrs. Van forlod os kort efter mødet. Det var virkelig frustrerende, og meningsløst.

I dag, tirsdag, har dog været mere end givende. Vi mødte op på College, og troede at vi skulle have et foredrag om uddannelsen der, men det skulle vi ikke. VI skulle fremlægge om social arbejde i Danmark og vores uddannelse, og vi havde INTET forberedt, da vi intet havde fået at vide. Så vi fik smidt et powerpoint sammen, og så stod vi klar til at fremlægge for 50 første års studerende. (Tak til min tidl. vejleder Bettina Ørsø for vi har gemmengået love og regler i forhold til “social work”. Det gavnede virkelig her!)

De var heldigvis meget tilfredse med vores præstation, og efter halvanden time fik vi fri. Det har været en virkelig god dag, især oven på mandagens oplevelse.

I morgen står den på “English Club”, hvilket vi alle glæder os rigtig meget til, selvom vi skal op alt for tidligt.

Kærlighed og kram herfra!

Det blev mandag, og vi var alle meget spændte på hvad der ventede os.

Vi skulle tage bussen på arbejde, så det var op klokken 08.00, og med bussen 08.30 – for at møde klokken 10.00.

Vi blev mødt af Mr. Anh, som er virkelig god til engelsk, og meget behagelig at snakke med – heldigvis, han er jo vores kontakt person. Derefter ventede vi lidt mere (man venter RIGTIG meget på Vietnamesere HELE tiden) og så kom nogle af de andre lærere, ledere og rektoren af skolen. Der blev holdt taler, vi fik introduceret vores foreløbige arbejdsplan, og da klokken  blev 11.00 havde de ikke mere til os, så der kunne vi gå hjem igen.

Tirsdag havde vi fri, og onsdag mødte vi igen klokken 10.00. Her mødte vi den “english club” vi skal være en del af – og åbenbart køre i 12 uger. Det var ca. 7 studerende, som alle var i gang med at uddanne sig til engelsk lærere. Super søde unge mennesker, så jeg ser meget frem til at lære dem at kende. Klubben er udelukkende kørt af de unge mennesker, på et frivilligt plan, hvilket jeg synes er rigtigt fedt!

Torsdag gik det så for alvor løs.

Vi skulle møde klokken 8, så derfor skulle vi ud af døren 06.30. Puha, det er virkelig tidligt, men heldigvis står solen tidligt op i Vietnam.

Vi skal være i en special klasse 2 gange om ugen, hvor vi skal observere 4 drenge, med vanskeligheder – såsom ADHD, autisme og andre ting i den dur.

Lederen i klassen hedder Mrs. Loan, og hun er super sød. Alt foregår over google translate, da hendes engelsk ikke er så godt.

Første dag var meget forvirrende. Vi startede med at mødes med de forskellige lærere igen, og Mr. Anh, som fortalte mere omkring de 4 drenge. Derefter kom vi ind til klassen, og der måtte vi så lege med børnene. De 4 drenge nærmede sig overhovedet ikke, og vi kunne godt fornemme at vi er den sidste udvej for de her drenge. Lærerne aner ikke hvad de skal stille op, så det er en noget af en opgave vi har fået pålagt, men en yderst interessant opgave.

Dagen gik mest med at lære børnene at kende og lærerne.

Næste dag, fredag, mødte vi igen klokken 8, og børnene virkede rigtig glade for at se os igen. En af drengene åbnede allerede op for mig, og jeg formåede at have hans koncentration i omkring 10 min, hvilket ikke er normalt for ham. Han er meget indelukket, og kan ikke lege med legetøj – han går og “shaker” alt hvad han får i hånden, og så går han nærmest ind i sig selv. Han får meget skæld ud, og lærerne er konstant obs på ham, hvilket jeg personligt, tror stresser ham enormt.

Dagen var igen meget forvirrende, men det tror jeg de første måneder bliver – dels pga. sprogbarrieren, men også fordi de helst ikke vil kræve for meget af os. Vi overværede en form for terapi med 2 af de 4 drenge vi skal observere, og det var ret specielt. Der kan helt sikkert laves nogle ændringer, men det skal vi skrive ned.

De virker heldigvis MEGET åbne overfor vores foreslag omkring deres arbejde, og meget åbne overfor at lære mere. Så det er kun godt, dog holder vi meget igen med at sige noget her og nu, da vi ikke vil virke bedrevidende.

Børnene får ekstremt mange kys og kram af personalet, og alt i alt er de virkelig søde ved alle børnene. Vi havde både hørt om tvangsfodring og tæsk, så vi er positivt overraskede.

Nu er det søndag, og i går stod den på vandkamp med 12 unger i poolen og så var vi ude med nogle venner vi har fået her i byen, hvilket var super hyggeligt. I dag har den var stået på pool hygge igen og afslapning.

Hav det fantastisk alle sammen!

P.s Alle billeder er tyvstjålet fra mine medstuderende/roomies, da jeg ikke kan overføre mine billeder endnu. Men det kommer snart 🙂

Wauw! Jeg vil lave en liste over hvad man skal gøre når man lejer lejlighed hernede, for sådan en guide kunne vi i hvert godt have brugt inden afrejse. Sikke et helvede.

Men ALT er betalt, og på plads, så nu er lejligheden vores! Jubii!

Vi fandt en fin lejlighed i Distrikt 7, som ligger ca. 20 min på motorbike fra arbejdet. Her er roligt, fredeligt og beskyttet – dvs. ingen gadesælgere eller tyverier. Vi bor i en lejlighed på 17. sal med 4 soveværelser på 125 kvm i alt, og det er for fedt. Der tilhørende pool og et fitness center, som bare venter på at blive brugt.

Vi nyder de sidste fridage ved poolen, får læst nogle bøger og drukket nogle cola light, inden vi på mandag, starter i praktikken. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er virkelig spændt på hvad vi kommer til at lave. Jeg er glad for at vi er 4 afsted, så man har hinanden i alt det her.

Vietnam er fantastisk. Folk er super søde, maden er god og vinter-klimaet er perfekt. Til april kommer regntiden, og de 40 grader, så der bliver det nok ulideligt.

Pas godt på jer selv alle sammen!

Vi er alle super trætte hele tiden. Vores hjerner kører stadig efter dansk tid, og man er en lille smule presset over at skulle finde lejlighed, men der ingen er. Jeg håber virkelig der sker noget efter Tet helligdagene, så man kan begynde at finde sig til rette, og ikke bo i en taske længere.

(Solen er virkelig skarp om morgenen)

Nytårsdag gik med at få massage, da vores kroppe var godt smadrede efter at have sovet på sådan nogle beton klodser til senge, vi har. Jeg tror man ville sove bedre, hvis man købte en yoga måtte, og lagde den på stengulvet. Massagen, derimod, var helt fantastisk. Jeg er dog glad for at pigerne ikke var større, for de starter med at varme musklerne op, ved at vade rundt på en. Sheila og Willie havde valgt full body, hvor Post og jeg kun valgte ryg, nakke og hoved. Stemningen var super, vi grinte, pigerne grinte, og det hele var bare rigtig hyggeligt. Det er i hvert fald ikke sidste gang vi kommer dér. Jasmine Spa på Bui Vien.

Nytårsaften gik rigtig fint. Vi mødtes med Nga og Marc, samt to af deres venner, Oanh (Jenny) og Jack.  Jenny kendte et gammelt rooftop, så der tog vi over. Her kunne man se alt fyrværkeriet, så det var bare super flot, og  rigtig hyggeligt. (I Ho Chi Minh City er det ulovligt at købe fyrværkeri, så der bliver kun fyret af ét sted i byen) Derefter tog vi på Cheeky Monkey, og hørte det band som spiller der hver aften. Jeg tog tilbage på hotellet rimelig tidligt, da jeg var helt færdig og lidt hjemve havde også meldt sig (Hurra for Skype).

Dagen efter gik bare med at sove alt for længe, og spise god mad. Vores lejlighedssøgning er jo sat lidt i bero, da der er helligdage hernede.

Sheila var desværre så uheldig at hendes telefon blev nappet ud af hånden på hende, om aftenen, og min oplader til min Mac virker ikke helt stabilt. En ulykke kommer sjældent alene? Super ærgerligt.

I morgen står den på vores første udflugt. Vi skal ud til Can Gio, som er en mangrove skov. Det var der de søgte tilflugt under krigen, og det skulle være rigtig interessant, tiltrods for lidt aggressive aber, som også bor der. Der er også strand, så nu kan vi endelig få dyppet tæerne, og få lidt sol.  Der håber vi på at blive et par dage, hvorefter vi vender tilbage til HCMC, og forhåbentlig finder en lejlighed (eller to).

Hav det dejligt alle sammen!