Så har vi været her i 2 måneder. 2 måneder som har snøvlet sig afsted, og alligevel gået rigtig stærkt.

I tirsdags havde vi vores sidste fremlæggelse for Social Work. Vi slutter dog helt af med at besøge SOS børnebyerne i morgen, for at se hvor pengene er gået til, og hvem. Det lykkedes os at samle omkring 1000 kr ind til dem, via facebook, hvilket svarer til 4 mill. dong. Det glæder jeg mig rigtig meget til, tiltrods for en ordentlig omgang forkølelse med feber de seneste dage.

Social Work har været rigtig godt. Jeg, personligt, har været overrasket over læringen i dette, både for de studerende men også min egen. Det har tvunget en til at tænke over hvordan tingene er i Danmark, og hvor godt vi egentlig har det. Bare det at vietnameserne har meget svært ved at forstå at vi ikke har gadebørn, gør at man bliver en tand mere taknemmelig.

Jeg holder hovedet højt, men jeg glæder mig rigtig meget til at få besøg og komme væk her fra. Jeg trænger til en pause fra de daglige ting, en pause fra mine roomies (som Post også skriver, no offense) og en pause fra lejligheden.

Min storebror ankommer om få dage, så der regner jeg med at komme ud og se noget mere af landet sammen med ham, og hans kammerat. Det bliver fedt!

Om 14 dage ankommer min kæreste, og så smutter vi 4 dage til Phu Quoc. Dette ser jeg VIRKELIG også frem til. Væk fra Ho Chi Minh, væk fra lejligheden.

Så april og maj kommer til at gå forholdsvist hurtigt, heldigvis, og man har hele tiden noget at se frem til. Det betyder meget kan jeg mærke, ellers kører man fast.

Jeg kan godt mærke at savnet til Danmark er stærkt, og jeg tager det som et godt tegn. Jeg glæder mig til at komme hjem igen, det må jeg indrømme. Vietnam har ikke taget mig med storm, eller blæst benene væk under mig med dets vidunderlighed – desværre, men jeg fortryder ikke min beslutning om at tage afsted, og det er vigtigt at holde fast i.

Dette var ikke den mest positive blog, men så får man også en anden side af dette eventyr.

Hav det dejligt alle sammen. Jeg elsker og savner jer!

Nu er vi kommet rigtigt i gang med praktikken, og det er næsten en måned siden sidste indlæg.

Mandagens special skole blev aflyst, og vi har nu en ekstra fridag, hvilket vi er rigtig glade for, da det var håbløst og ligegyldigt at være derude.

Tirsdagens foredrag går rigtig godt, vi er super glade for at fremlægge og fortælle foran de unge, og de virker som om at de er oprigtig interesserede. Vi har lavede en fundraising med dem i tirsdags, hvor vi fik samlet næsten 8 mill. ind på de to forskellige campus de har. Pengene vil gå til SOS børnebyerne, og gadebørnene her i HCMC. Det var rigtig hyggeligt, de er simpelthen så søde og rare, alle eleverne og vores 2. kontaktperson, Mrs. Quan.

English club viste sig at være noget lidt andet end vi troede. Vi troede at det var omkring 10 elever, og at vi bare skulle mødes, hygge og diskutere på engelsk. Men det er det slet ikke. Vi er omkring 100 i alt, og der bliver lavet forskellige lege, konkurrencer og diskussions emner. Vi er delt op i 4 grupper med 1 dansker i hver. Det er rigtig sjovt, især fordi man hører om deres kultur fra de unges synspunkt, osv. Så det er okay at stå op klokken 5 om morgenen, når det er så interessant, men der er godt nok knald på. Så man er helt færdig når man har fri.

Børnehaven bliver værre og værre for hver gang vi er der. I starten tænkte vi at det var noget vrøvl det vi havde fået fortalt, omkring tvangfodring og at børnene blev slået, for lærerinderne virkede så søde og helt vilde med børnene. Nogle af børnene blev dog fodret, men slet ikke noget nær tvangsfodring. Det må vi konstatere at det altså sker nu.

I går oplevede vi at en af drengene ikke ville spise. Han har nogle problemer med at synke i forvejen, og havde en dårlig dag. Den ene lærerinde tog ham væk, og vi kunne høre at pinden, som hun havde medbragt, blev slynget over ham. Dette skete 2 gange, hvor efter han så makkede ret og blev fodret. Dette var en yderst ubehagelig oplevelse. Han var helt stresset ud resten af dagen. Det lykkedes Sheila og jeg at komme lidt i kontakt med ham sidst på dagen, men det var rigtig svært. Han gik helt ind i sig selv.

Flere af børnene får en lussing over låret, eller smølfespark, hvis de ikke spiser. Hvis de ikke spiser hurtigt nok, bliver de stopfodret, indtil de kaster det hele op igen. Det er frusterende for man kan INTET gøre. Jeg valgte at gå lidt væk da drengen i går blev slået, og hjalp to andre drenge med at børste tænder. Det er en oplevelse, som jeg desværre ved vil gentage sig, og vi er nødt til at acceptere det, for det er sådan det foregår her i Vietnam.

Udover denne oplevelse, har vi haft nogle rigtig gode aktiviteter med børnene. Vi har malet og tegnet, og det har fanget nogle af de drenge vi slet ikke havde regnet med. Så det er en success.

Derudover går alt rigtig fint. Temperaturen er oppe omkring 36-37 grader, og det ser ud som om at sommeren for alvor er på vej. Vi er meget glade for at vi valgte en lejlighed med pool, trods der er et stykke vej på arbejde.

Hav det godt alle sammen 🙂 I er savnet!