Der er simpelthen sket SÅ meget, og alligevel ingenting siden jeg skrev sidst.

Jeg har haft min storebror på besøg og min kæreste. Det har været fantastisk at være rundt og opleve Vietnam. Især Hoi An. Det er det mest vidunderlige sted. Det er ikke for typer som elsker fest og farver, men for folk som elsker ro, arkitektur og god mad. Ganske enkelt vidunderligt.

Jeg ville gerne sætte billeder ind, men det fungerer ikke lige nu, med den netforbindelse vi holder os.

Derudover har vi været på Phu Quoc, som er en ø der ligger tæt ved Cambodia.
Det var bare ren afslapning.

I starten af april afholdt vi workshop, hvor vores danske vejleder, Lars, var med. Vi fortalte om Malcolm Ross, og vi havde kun 10 min. selvom vi regnede med 2 timer, som alle andre danske studerende i udlandet har fået. Men der blev vi snydt.

Fremlæggelsen gik dog godt, og det virkede som om de fleste var interesserede i det vi havde at sige, så nu håber vi bare at vores lærerinder også tager det lidt til sig, og at det nu giver mening hvorfor vi gør, som vi gør.

Og… så har vi arbejdet, hvis man (Willie også siger) kan kalde det, det. Vi føler virkelig at vi er til gene for lærerinderne, fordi vi intet får at vide i forhold til dagens program, de kan hverken forstå eller forklare når vi spørger – så når vi foreslår at lave aktiviteter passer det ikke lige ind, og så bliver der nærmest rullet med øjnene af os, fordi vi ikke kan forstå vietnamesisk. AL kommunikation foregår over google.translate, og det er simpelthen bare IKKE holdbart. Vi oplevede strømsvigt sidst vi var på arbejde, og vi kunne intet sige til lærerinderne, og de kunne intet sige til os, i de timer vi var der – fordi google.translate ikke virkede. Det er simpelthen SÅ frustrerende for os.
Jeg føler virkelig at praktikken er, undskyld mig, spild af tid. Hvis lærerinderne kunne engelsk, kunne man måske få noget mere ud af det, men sådan er det ikke, og vi er nødt til at få det bedste ud af det, vi nu kan. Men det eneste interessante ved praktikken er når vi selv laver aktiviteter – resten af tiden er det bare opbevaring af børnene.
Jeg føler personligt ikke, at vi kan sige noget til Mr. Anh, vores kontaktperson, for det vil han helt sikkert tage som et personligt angreb, og jeg ville føle at vi var ALT for krævende, nu hvor vi også har kritiseret lærernes engelskkundskaber på special skolen i starten. Så det må siges at være ret meget op ad bakke for os.

I starten af praktikken skulle vi lave en handleplan med forskellige aktiviteter, der havde fokus på de her 4 drenge vi er tildelt, og det var meget vigtigt at de fik denne handleplan til tiden. Nu er det 2 og en halv måned siden vi afleverede den, og den er stadig ikke kommet i brug, tiltrods for at vi har givet flere forskellige eksempler på hvilke aktiviteter de kan lave, hvorfor de skal lave dem, og hvilke børn der skal være fokus på.
Nu føler man bare også at det alligevel ikke rigtig nytter at gøre noget ved det, da vi er færdige under 2 måneder.
Post har ligeledes valgt at tage hjem her sidst i maj, og jeg ville ærlig talt ønske jeg kunne gøre det samme.

I juni skal Willie, Sheila og jeg på miniferie, for der har skolen lukket. Vi snakker om at tage til Mui Ne, men nu må tiden vise. Det skal i hvert fald nok blive hyggeligt. Sidst i juni ankommer Toke, min kæreste, som også skal i praktik hernede – dog kun 30 timer i alt.

Det der holder mig oppe nu, er at jeg skal ud og opleve Vietnam i to uger fra på mandag, og så er maj stort set gået. Heldigvis.

Nøj, hvor jeg glæder mig til at komme hjem.

Take care, vi holder hovedet højt herovre!
Jeg savner jer alle sammen derhjemme!