Der er simpelthen sket SÅ meget, og alligevel ingenting siden jeg skrev sidst.

Jeg har haft min storebror på besøg og min kæreste. Det har været fantastisk at være rundt og opleve Vietnam. Især Hoi An. Det er det mest vidunderlige sted. Det er ikke for typer som elsker fest og farver, men for folk som elsker ro, arkitektur og god mad. Ganske enkelt vidunderligt.

Jeg ville gerne sætte billeder ind, men det fungerer ikke lige nu, med den netforbindelse vi holder os.

Derudover har vi været på Phu Quoc, som er en ø der ligger tæt ved Cambodia.
Det var bare ren afslapning.

I starten af april afholdt vi workshop, hvor vores danske vejleder, Lars, var med. Vi fortalte om Malcolm Ross, og vi havde kun 10 min. selvom vi regnede med 2 timer, som alle andre danske studerende i udlandet har fået. Men der blev vi snydt.

Fremlæggelsen gik dog godt, og det virkede som om de fleste var interesserede i det vi havde at sige, så nu håber vi bare at vores lærerinder også tager det lidt til sig, og at det nu giver mening hvorfor vi gør, som vi gør.

Og… så har vi arbejdet, hvis man (Willie også siger) kan kalde det, det. Vi føler virkelig at vi er til gene for lærerinderne, fordi vi intet får at vide i forhold til dagens program, de kan hverken forstå eller forklare når vi spørger – så når vi foreslår at lave aktiviteter passer det ikke lige ind, og så bliver der nærmest rullet med øjnene af os, fordi vi ikke kan forstå vietnamesisk. AL kommunikation foregår over google.translate, og det er simpelthen bare IKKE holdbart. Vi oplevede strømsvigt sidst vi var på arbejde, og vi kunne intet sige til lærerinderne, og de kunne intet sige til os, i de timer vi var der – fordi google.translate ikke virkede. Det er simpelthen SÅ frustrerende for os.
Jeg føler virkelig at praktikken er, undskyld mig, spild af tid. Hvis lærerinderne kunne engelsk, kunne man måske få noget mere ud af det, men sådan er det ikke, og vi er nødt til at få det bedste ud af det, vi nu kan. Men det eneste interessante ved praktikken er når vi selv laver aktiviteter – resten af tiden er det bare opbevaring af børnene.
Jeg føler personligt ikke, at vi kan sige noget til Mr. Anh, vores kontaktperson, for det vil han helt sikkert tage som et personligt angreb, og jeg ville føle at vi var ALT for krævende, nu hvor vi også har kritiseret lærernes engelskkundskaber på special skolen i starten. Så det må siges at være ret meget op ad bakke for os.

I starten af praktikken skulle vi lave en handleplan med forskellige aktiviteter, der havde fokus på de her 4 drenge vi er tildelt, og det var meget vigtigt at de fik denne handleplan til tiden. Nu er det 2 og en halv måned siden vi afleverede den, og den er stadig ikke kommet i brug, tiltrods for at vi har givet flere forskellige eksempler på hvilke aktiviteter de kan lave, hvorfor de skal lave dem, og hvilke børn der skal være fokus på.
Nu føler man bare også at det alligevel ikke rigtig nytter at gøre noget ved det, da vi er færdige under 2 måneder.
Post har ligeledes valgt at tage hjem her sidst i maj, og jeg ville ærlig talt ønske jeg kunne gøre det samme.

I juni skal Willie, Sheila og jeg på miniferie, for der har skolen lukket. Vi snakker om at tage til Mui Ne, men nu må tiden vise. Det skal i hvert fald nok blive hyggeligt. Sidst i juni ankommer Toke, min kæreste, som også skal i praktik hernede – dog kun 30 timer i alt.

Det der holder mig oppe nu, er at jeg skal ud og opleve Vietnam i to uger fra på mandag, og så er maj stort set gået. Heldigvis.

Nøj, hvor jeg glæder mig til at komme hjem.

Take care, vi holder hovedet højt herovre!
Jeg savner jer alle sammen derhjemme!

Så har vi været her i 2 måneder. 2 måneder som har snøvlet sig afsted, og alligevel gået rigtig stærkt.

I tirsdags havde vi vores sidste fremlæggelse for Social Work. Vi slutter dog helt af med at besøge SOS børnebyerne i morgen, for at se hvor pengene er gået til, og hvem. Det lykkedes os at samle omkring 1000 kr ind til dem, via facebook, hvilket svarer til 4 mill. dong. Det glæder jeg mig rigtig meget til, tiltrods for en ordentlig omgang forkølelse med feber de seneste dage.

Social Work har været rigtig godt. Jeg, personligt, har været overrasket over læringen i dette, både for de studerende men også min egen. Det har tvunget en til at tænke over hvordan tingene er i Danmark, og hvor godt vi egentlig har det. Bare det at vietnameserne har meget svært ved at forstå at vi ikke har gadebørn, gør at man bliver en tand mere taknemmelig.

Jeg holder hovedet højt, men jeg glæder mig rigtig meget til at få besøg og komme væk her fra. Jeg trænger til en pause fra de daglige ting, en pause fra mine roomies (som Post også skriver, no offense) og en pause fra lejligheden.

Min storebror ankommer om få dage, så der regner jeg med at komme ud og se noget mere af landet sammen med ham, og hans kammerat. Det bliver fedt!

Om 14 dage ankommer min kæreste, og så smutter vi 4 dage til Phu Quoc. Dette ser jeg VIRKELIG også frem til. Væk fra Ho Chi Minh, væk fra lejligheden.

Så april og maj kommer til at gå forholdsvist hurtigt, heldigvis, og man har hele tiden noget at se frem til. Det betyder meget kan jeg mærke, ellers kører man fast.

Jeg kan godt mærke at savnet til Danmark er stærkt, og jeg tager det som et godt tegn. Jeg glæder mig til at komme hjem igen, det må jeg indrømme. Vietnam har ikke taget mig med storm, eller blæst benene væk under mig med dets vidunderlighed – desværre, men jeg fortryder ikke min beslutning om at tage afsted, og det er vigtigt at holde fast i.

Dette var ikke den mest positive blog, men så får man også en anden side af dette eventyr.

Hav det dejligt alle sammen. Jeg elsker og savner jer!

Nu er vi kommet rigtigt i gang med praktikken, og det er næsten en måned siden sidste indlæg.

Mandagens special skole blev aflyst, og vi har nu en ekstra fridag, hvilket vi er rigtig glade for, da det var håbløst og ligegyldigt at være derude.

Tirsdagens foredrag går rigtig godt, vi er super glade for at fremlægge og fortælle foran de unge, og de virker som om at de er oprigtig interesserede. Vi har lavede en fundraising med dem i tirsdags, hvor vi fik samlet næsten 8 mill. ind på de to forskellige campus de har. Pengene vil gå til SOS børnebyerne, og gadebørnene her i HCMC. Det var rigtig hyggeligt, de er simpelthen så søde og rare, alle eleverne og vores 2. kontaktperson, Mrs. Quan.

English club viste sig at være noget lidt andet end vi troede. Vi troede at det var omkring 10 elever, og at vi bare skulle mødes, hygge og diskutere på engelsk. Men det er det slet ikke. Vi er omkring 100 i alt, og der bliver lavet forskellige lege, konkurrencer og diskussions emner. Vi er delt op i 4 grupper med 1 dansker i hver. Det er rigtig sjovt, især fordi man hører om deres kultur fra de unges synspunkt, osv. Så det er okay at stå op klokken 5 om morgenen, når det er så interessant, men der er godt nok knald på. Så man er helt færdig når man har fri.

Børnehaven bliver værre og værre for hver gang vi er der. I starten tænkte vi at det var noget vrøvl det vi havde fået fortalt, omkring tvangfodring og at børnene blev slået, for lærerinderne virkede så søde og helt vilde med børnene. Nogle af børnene blev dog fodret, men slet ikke noget nær tvangsfodring. Det må vi konstatere at det altså sker nu.

I går oplevede vi at en af drengene ikke ville spise. Han har nogle problemer med at synke i forvejen, og havde en dårlig dag. Den ene lærerinde tog ham væk, og vi kunne høre at pinden, som hun havde medbragt, blev slynget over ham. Dette skete 2 gange, hvor efter han så makkede ret og blev fodret. Dette var en yderst ubehagelig oplevelse. Han var helt stresset ud resten af dagen. Det lykkedes Sheila og jeg at komme lidt i kontakt med ham sidst på dagen, men det var rigtig svært. Han gik helt ind i sig selv.

Flere af børnene får en lussing over låret, eller smølfespark, hvis de ikke spiser. Hvis de ikke spiser hurtigt nok, bliver de stopfodret, indtil de kaster det hele op igen. Det er frusterende for man kan INTET gøre. Jeg valgte at gå lidt væk da drengen i går blev slået, og hjalp to andre drenge med at børste tænder. Det er en oplevelse, som jeg desværre ved vil gentage sig, og vi er nødt til at acceptere det, for det er sådan det foregår her i Vietnam.

Udover denne oplevelse, har vi haft nogle rigtig gode aktiviteter med børnene. Vi har malet og tegnet, og det har fanget nogle af de drenge vi slet ikke havde regnet med. Så det er en success.

Derudover går alt rigtig fint. Temperaturen er oppe omkring 36-37 grader, og det ser ud som om at sommeren for alvor er på vej. Vi er meget glade for at vi valgte en lejlighed med pool, trods der er et stykke vej på arbejde.

Hav det godt alle sammen 🙂 I er savnet!

I går var vi ude på en special skole. Vi er delt op 2 og 2, så Sheila og jeg skulle ud til dis. 2, hvor vi skulle besøge en institution med udviklingshæmmede, børn med down syndrom og autisme.

Vi dukker op klokken 8, efter at have kørt i taxa i noget der ligner en time. Vi bliver mødt af Mrs. Van, som også er involveret i  engelsk klubben, selvom hun er lærer. Vi bliver ført ind på et stue, hvor vi sidder med 10 andre personer, som har relation til denne skole. Det hele er lidt forvirrende for os, men vietnameserne ser ud som om at alt er som det skal være, og vi sidder bare og glor lidt i en halv time, hvorefter vi bliver skilt ad, Sheila og jeg. Dette var IKKE aftalen.

Jeg bliver smidt op bag på en motorbike, for jeg skal med Mr. Vu ud og se fodbold.

Det ser jeg så på i halvanden time, og Mr. Vu kan IKKE engelsk, eller det han kan er MEGET MEGET sparsomt. Noget i stil med “My name is…” “I come from…” osv. You get the drill. Så jeg kunne intet få at vide, omkring deres tanker bag denne aktivitet med de handicappede børn.

Bagefter kørte vi tilbage på skolen, og så sad jeg alene i Mr. Vus klasse med 10 børn, og han forsvandt. Børnene sad bare og legede for dem selv, og jeg sad og undrede mig over hvad det egentlig er vi skal her.

Så gik jeg over til Sheila, som også sad i en klasse, og vi fulgtes ned til hvor børnene skulle have mad. Derefter kunne vi gå hjem.

Det var den mærkeligste dag, og jeg forstår SLET ikke hvad meningen er. De kunne ikke engelsk, og Mrs. Van forlod os kort efter mødet. Det var virkelig frustrerende, og meningsløst.

I dag, tirsdag, har dog været mere end givende. Vi mødte op på College, og troede at vi skulle have et foredrag om uddannelsen der, men det skulle vi ikke. VI skulle fremlægge om social arbejde i Danmark og vores uddannelse, og vi havde INTET forberedt, da vi intet havde fået at vide. Så vi fik smidt et powerpoint sammen, og så stod vi klar til at fremlægge for 50 første års studerende. (Tak til min tidl. vejleder Bettina Ørsø for vi har gemmengået love og regler i forhold til “social work”. Det gavnede virkelig her!)

De var heldigvis meget tilfredse med vores præstation, og efter halvanden time fik vi fri. Det har været en virkelig god dag, især oven på mandagens oplevelse.

I morgen står den på “English Club”, hvilket vi alle glæder os rigtig meget til, selvom vi skal op alt for tidligt.

Kærlighed og kram herfra!

Det blev mandag, og vi var alle meget spændte på hvad der ventede os.

Vi skulle tage bussen på arbejde, så det var op klokken 08.00, og med bussen 08.30 – for at møde klokken 10.00.

Vi blev mødt af Mr. Anh, som er virkelig god til engelsk, og meget behagelig at snakke med – heldigvis, han er jo vores kontakt person. Derefter ventede vi lidt mere (man venter RIGTIG meget på Vietnamesere HELE tiden) og så kom nogle af de andre lærere, ledere og rektoren af skolen. Der blev holdt taler, vi fik introduceret vores foreløbige arbejdsplan, og da klokken  blev 11.00 havde de ikke mere til os, så der kunne vi gå hjem igen.

Tirsdag havde vi fri, og onsdag mødte vi igen klokken 10.00. Her mødte vi den “english club” vi skal være en del af – og åbenbart køre i 12 uger. Det var ca. 7 studerende, som alle var i gang med at uddanne sig til engelsk lærere. Super søde unge mennesker, så jeg ser meget frem til at lære dem at kende. Klubben er udelukkende kørt af de unge mennesker, på et frivilligt plan, hvilket jeg synes er rigtigt fedt!

Torsdag gik det så for alvor løs.

Vi skulle møde klokken 8, så derfor skulle vi ud af døren 06.30. Puha, det er virkelig tidligt, men heldigvis står solen tidligt op i Vietnam.

Vi skal være i en special klasse 2 gange om ugen, hvor vi skal observere 4 drenge, med vanskeligheder – såsom ADHD, autisme og andre ting i den dur.

Lederen i klassen hedder Mrs. Loan, og hun er super sød. Alt foregår over google translate, da hendes engelsk ikke er så godt.

Første dag var meget forvirrende. Vi startede med at mødes med de forskellige lærere igen, og Mr. Anh, som fortalte mere omkring de 4 drenge. Derefter kom vi ind til klassen, og der måtte vi så lege med børnene. De 4 drenge nærmede sig overhovedet ikke, og vi kunne godt fornemme at vi er den sidste udvej for de her drenge. Lærerne aner ikke hvad de skal stille op, så det er en noget af en opgave vi har fået pålagt, men en yderst interessant opgave.

Dagen gik mest med at lære børnene at kende og lærerne.

Næste dag, fredag, mødte vi igen klokken 8, og børnene virkede rigtig glade for at se os igen. En af drengene åbnede allerede op for mig, og jeg formåede at have hans koncentration i omkring 10 min, hvilket ikke er normalt for ham. Han er meget indelukket, og kan ikke lege med legetøj – han går og “shaker” alt hvad han får i hånden, og så går han nærmest ind i sig selv. Han får meget skæld ud, og lærerne er konstant obs på ham, hvilket jeg personligt, tror stresser ham enormt.

Dagen var igen meget forvirrende, men det tror jeg de første måneder bliver – dels pga. sprogbarrieren, men også fordi de helst ikke vil kræve for meget af os. Vi overværede en form for terapi med 2 af de 4 drenge vi skal observere, og det var ret specielt. Der kan helt sikkert laves nogle ændringer, men det skal vi skrive ned.

De virker heldigvis MEGET åbne overfor vores foreslag omkring deres arbejde, og meget åbne overfor at lære mere. Så det er kun godt, dog holder vi meget igen med at sige noget her og nu, da vi ikke vil virke bedrevidende.

Børnene får ekstremt mange kys og kram af personalet, og alt i alt er de virkelig søde ved alle børnene. Vi havde både hørt om tvangsfodring og tæsk, så vi er positivt overraskede.

Nu er det søndag, og i går stod den på vandkamp med 12 unger i poolen og så var vi ude med nogle venner vi har fået her i byen, hvilket var super hyggeligt. I dag har den var stået på pool hygge igen og afslapning.

Hav det fantastisk alle sammen!

P.s Alle billeder er tyvstjålet fra mine medstuderende/roomies, da jeg ikke kan overføre mine billeder endnu. Men det kommer snart 🙂